Fælles om Vejleåparken er en boligsocial helhedsplan i Ishøj. Helhedsplanen gennemføres i tæt samarbejde mellem primært Ishøj Kommune, AAB’s boligafdeling 55 og boligforeningen AAB. Formålet er at understøtte en positiv udvikling i boligområdet. En boligsocial helhedsplan er en 4-årig indsats, og Vejleåparkens nuværende helhedsplan løber fra 1. november 2021 til november 2025. Helhedsplanen er finansieret gennem midler fra Landsbyggefonden, Ishøj Kommune og boligforeningen AAB. Helhedsplanens sekretariat består af syv ansatte – tre ansatte i Ishøj Kommune og fire i boligforeningen AAB. Medarbejderne arbejder tæt sammen med de beboervalgte beboerdemokrater, ejendomsfunktionærer, kommunale instanser, foreninger og frivillige, der bidrager til at skabe tiltag i og for Vejleåparken.
Konkret arbejdes ud fra fire overordnede indsatsområder, der tilsammen udmunder i ca. 15 forskellige aktiviteter målrettet primært børn, unge og familier i Vejleåparken. De fire indsatsområder er:
- Sammenhængskraft og medborgerskab
- Kriminalitetsforebyggelse
- Beskæftigelse
- Uddannelses og livschance